Visdomstænder

VISDOMSTÆNDER

Visdomstænderne er dannet færdig flere år senere end de andre blivende tænder, faktisk først omkring 20-års alderen. Man får normalt 4 visdomstænder eller 8ere som de også er kendt som. Der er ofte ikke plads til, at visdomstænderne kan bryde normalt frem, da de er de bagerste tænder i tandrækken. Derfor kan de blive fastlåst i deres frembrud og blive placeret i uhensigtsmæssige positioner. Dette giver tit anledning til behandlingskrævende problemer. Det er derfor altid en god ide, at man ved hjælp af røntgenbilleder får kontrolleret visdomstændernes frembrudsretning og placering.

Visdomstænderne kan være placeret helt omgivet af knoglen, hvilket normalt ikke giver anledning til problemer. Dog skal det ved hjælp af røntgenbilleder kontrolleres, at der ikke udvikles cyster omkring visdomstænderne eller skader på de foransiddende tænder.

Visdomstænderne kan også være placeret således, at de delvist er omgivet af knogle, men stadig under, og dækket af, den beskyttende slimhinde. Denne placering giver som regel ikke anledning til problemer.

Visdomstænderne kan også være delvist frembrudte. I sådant tilfælde, har de kontakt med bakterierne i munden. Der kan derfor opstå betændelse i tandkødet omkring tanden. Det viser sig ved smerte, rødme, hævelse, dårlig smag og problemer med at åbne munden helt. Denne betændelse kan godt behandles, men hvis betændelsen kommer igen, anbefales det, at tanden fjernes.

Visdomstændernes uheldige placeringer kan også forårsage, at der udvikles paradentose mellem visdomstanden og tanden placeret foran. Desuden kan der udvikles caries i visdomstanden eller på bagsiden af nabotanden. Også i disse situationer anbefals det at fjerne visdomstanden.

Overordnet anbefaler vi, at visdomstænder fjernes, når:

– der ses tilbagevendende betændelsestilstande omkring dem.
– der er caries i dem eller den foran siddende tand.
– der er opstået paradentose i området.
– der er mistanke om, at de ødelægger roden på den foran siddende tand.
– der er mistanke om en cyste i relation til den.

Når en visdomstand fjernes skal den næsten altid opereres ud.

Først danner tandlægen sig et overblik over sværhedsgraden af operationen, samt mulige komplikationer. Her er det nødvendigt med et godt røntgenbillede, og ofte også et panorama røntgenbillede.

Herefter bedøves området lokalt, således, operationen kan foregå uden smerter. Der lægges et lille snit i slimhinden, og ofte er det nødvendigt at fjerne mindre dele af knogle for at kunne dele tanden, så den kan fjernes så skånsomt som muligt. Når hele tanden er fjernet, rengøres operationsområdet og syes sammen igen. Efter en uge kan stingene fjernes. I denne uge skylles munden i 0,2% Klorhexidin.

I dagene efter operationen har de fleste ubehag fra området. Vi anbefaler, ud over Klorhexidinskylninger morgen og aften, også at tage smertestillende piller efter behov. Det er vigtigt at tage smertestillende medicin før det begynder at gøre ondt. Vær forberedt på nedsat gabeevne og at kinden hæver lidt op, samt der kan komme et blåt mærke på huden i dagene efter operationen.

HUSK, AT RYGNING 14 DAGE OP TIL OG 14 DAGE EFTER EN OPERATION  FORØGER MARKANT RISIKOEN FOR KOMPLIKATIONER OG SMERTER

Hvis der kommer betændelse i området, vil det give dårlig smag i munden, samt dunkende og stærke smerter. Evt. vil der også kunne udvikles feber og almen utilpashed. I disse tilfælde skal vi kontaktes hurtigst muligt til efterbehandling, og eventuelt starte med en antibiotika kur.

Hos nogle patienter er der en lille risiko for beskadigelse af følenerven. Dette kan ske, hvis visdomstandens rod ligger i meget tæt relation til eller rører ved selve nerven. En beskadigelse kan resultere i følelsesløshed, snurren eller en sovende fornemmelse i en del af underlæben. De fleste føleforstyrrelser er midlertidige, men i få tilfælde kan de være permanente, hvilket vil være meget generende. Konstaterer vi inden operationen, at der er meget tæt relation mellem nerven og roden, informeres patienten grundigt om den potentielle risiko.