RODBEHANDLING
Rodbehandlinger skyldes ofte, at bakterier trænger ind i tandnerven og giver anledning til betændelse. Det er derfor nødvendigt at fjerne tandnerven, ellers vil bakterierne brede sig til området uden for tandens rodspids og give yderligere betændelse der. Har betændelsen spredt sig til en rodspidsbetændelse bliver prognosen på rodbehandlingen dårligere.
Betændelse i nerven vil ofte give tandpine i varierende grad. Tandpinen kan føles som smerte i nabotænderne, øret, kæbehulen, eller den kan opfattes som hovedpine.
En nervebetændelse giver ofte jagende smerter, der kan være provokeret af kulde og specielt varme. Smerterne kan også opstå spontant og være meget voldsomme.
En rodspidsbetændelse der ikke er i et akut stadium giver oftest kun lidt ubehag. Tanden kan måske være lidt øm, når man tygger.
En rodspidsbetændelse kan ofte ses på et røntgenbillede – hvilket ikke er tilfældet ved en normal nervebetændelse.
En nervebetændelse kan med tiden udvikle sig til en smertefuld tandbyld, måske medfølget af feber. I disse tilfælde kan antibiotika komme på tale.
Når en rodbehandling påbegyndes, bores der et hul ind til nerven i rodkanalen. Rodkanalen lokaliseres og resterne af tandnerven og bakterierne fjernes med små file. Det er afgørende for et godt behandlingsresultet, at tanden renses og desinficeres helt ned til rodspidsen, dvs. i hele tandens længde. På den måde sikrer man sig, at der ikke er små mængder bakterier tilbage i tanden.
Ved en rodspidsbetændelse skal rodkanalen desinficeres i en længere periode. Det betyder, at rodbehandlingen ikke kan gøres færdig på ét besøg.
I den mellemliggende periode er rodkanalen midlertidigt fyldt med et desinficerende mellemseanceindlæg, oftest bestående af det bakteriedræbende stof Calciumhydroxyd.
Når tandlægen vurderer, at rodkanalen er færdigrenset og desinficeret, fyldes rodkanalen op med et plastisk rodfyldningsmateriale, kaldet guttaperka, og en desinficerende rodfyldningscement.
Dette skal sikre, at der ikke trænger bakterier ind i rodkanalen igen. På et røntgenbillede kontrollerer man, at rodfyldningen er tilfredsstillende, dvs. lukker rodkanalen tæt af.
Det er desværre ikke altid, at en rodbehandling lykkes, selv om der bruges lang tid på behandlingen. Visse tænder har meget uregelmæssige rodkanalforløb, nogle tænder har mange små kanaler eller bikanaler, og andre tænder er helt tilkalkede og dermed ikke mulige at komme ned i.
Tænder, der ikke kan rodbehandles tilstrækkeligt og dermed fortsat er symptomgivende, kan til tider reddes ved at foretage en rodspidsamputation. En rodspidsamputation er en mindre operation, hvor rodspidsen af tanden fjernes kirurgisk, og det inficerede område fjernes under operationen. Kan en rodspidsamputation ikke give et tilfredsstillende resultat, bør tanden fjernes.
Efter en rodbehandling kan man opleve lette forbigående smerter i en kortere periode. Er smerterne vedvarende eller tager de til, skal man kontakte sin tandlæge, men normalt mærker man ikke mere til tanden efter en rodbehandling.
Efter en observationsperiode på ét år tages et kontrolrøntgenbillede, der skal indikere om rodbehandlingen er fortsat tilfredsstillende. Er tanden symptomfri og røntgenbilledet tilfredsstillende, kan den endelige behandling udføres. En rodbehandlet tand, anser vi som en risikotand, og vi anbefaler derfor en beskyttende krone på tanden som den endelige behandling.
En rodbehandlet tand reagerer ikke på samme måde overfor tryk, som en levende tand. Det betyder, at man ubevidst kan komme til at overbelaste en rodbehandlet tand, så den flækker. Flækker tanden på langs, skal den oftest opereres ud.
Desuden er en rodbehandlet tand tit markant svækket på grund af et større substanstab. Ligeledes svækker og udtørrer selve rodbehandlingen tanden i en sådan grad, at den bør holdes sammen af en krone.