IMPLANTATBEHANDLING
Et tandimplantat er en kunstig tandrod fremstillet af grundstoffet titanium. Udformningen minder om en hul cylinderformet skrue. Titanium har den gode egenskab at være biokompatibelt. Det betyder, at det er i stand til at danne kontakt til knoglevæv, både fysisk og kemisk. Selv om skruen er et fremmedlegeme, er det muligt at integrere den i knoglen, uden at den afstødes.
Ovenpå implantatet anbringes en suprastruktur. Det kan være en enkelt krone, en bro eller tryklåse til at retinere proteser, der er løse.
Hvis man har mistet en enkelt tand og fået opereret et enkelt implantat ind, skrues en titanium- eller Zirkoniumopbygning fast i det hule implantat. Derefter limes en Zirkonium- eller metalkeramisk krone fast på opbygningen. Herefter er behandlingen afsluttet.
Har man mistet flere tænder og fået indopereret flere implantater, der udgør en bro, er fremgangsmåden den samme. Broen limes fast på opbygningerne, der er skruet fast i implantaterne.
Har man løse proteser, der er svære at styre, kan disse forholdsvist simpelt fastgøres til implantater ved brug af tryklåse. Tryklåsenes patrice skrues fast i implantaterne, der sidder i munden. I bunden af de løse proteser monteres herefter den anden halvdel af tryklåssystemet, matricen.
Når protesen sættes på plads i munden, griber de to dele fat i hinanden og protesen sidder fast.
Inden implantatbehandlingen foretages der en udførlig forundersøgelse med røntgenbilleder. Ved undersøgelsen kontrolleres knoglehøjde og bredde, og der tages højde for eventuelle komplicerende faktorer. Der tages altså stilling til, hvorvidt behandlingen er simpel, avanceret eller kompliceret. Det er her vigtigt, både for patient og behandler, at få diskuteret patientens forventninger til det færdige resultatet.
Tilstedeværelsen af en tilstrækkelig mængde knoglevæv er en af de vigtigste forudsætninger for, at implantatbehandlingen bliver vellykket. Er der ikke knogle nok, er det nødvendigt at foretage en knogleopbygning. Dette betyder både en længere behandlingstid, og en større udgift.
Når knoglen er egnet til implantation kan operationen foretages. Operationen er normalt et lille indgreb – også når der sættes mange implantater i.
På Grenå Tandlægeklinik vælger vi ofte at lægge et lille snit der hvor implantatet skal isættes, nemlig i slimhinden. På den måde opnåes mulighed for at inspicere knoglen.
Derefter bores et lille hul i samme størrelse som det valgte implantats længde og diameter. Implantatet skrues i hullet indtil hele titaniumoverfladen er dækket af knogle. Til sidst syes slimhinden, således at kun låget over det hule implantat kan ses i munden.
Indtil trådene kan fjernes, skal munden skylles to gange dagligt i 0,2% Klorhexidin, og der kan tages smertestillende medicin, hvis der er behov for dette. Normalt er der ikke postoperativt ubehag, efter at få indsat implantater, men det kan alligevel være en god idé at tage smertestillende medicin, inden det begynder at gøre ondt.
Efter at implantatet er sat i skal knoglen have tid til at integrere titaniummet. Der går typisk mellem 2 og 4 måneder, før implantatet kan belastes.
I denne periode kan der laves forskellige former for midlertidige kroner eller proteser, eller man kan gå med sine proteser hen over implantaterne.
Når indhelingsperioden er velafsluttet, og implantaterne er integrerede i knoglen, kan suprastrukturerne sættes på. Det vil sige at enten kronen, broen eller tryklåsene skrues eller limes fast, og herefter er behandlingen slut.
Vedligeholdelsen af implantatet er mindst lige så vigtig som ved naturlige tænder. Uanset om det er porcelæn eller tryklåse, der er monteret, er det nødvendigt at fjerne belægninger omkring implantaterne, så der ikke opstår periimplantitis, dvs. paradentose omkring implantaterne.
Implantater holdes rene på samme vis som naturlige tænder – med tandbørste, tandtråd og tandstikkere.
Det er ligeledes nødvendigt at implantaterne kontrollleres af den behandlende tandlæge med jævne mellemrum. Om det er hver 3. eller 6. måned afhænger af den enkelte patient og behandling. Med kontrolbesøgene kan begyndende problemer konstateres i tide, og rettes op på, inden de udvikler sig yderligere.
En implantatbehandling er en af de tandbehandlinger, der har den bedste prognose. På Grenå Tandlægeklinik bruger vi de mest gennemprøvede og anerkendte implantatsystemer. Det vil sige, ingen kopiimplantater eller kopikomponenter. Dette er en af årsagerne til, at vi har en implantat-overlevelses-procent på over 99,5%, gennem de 15 år vi har foretaget implantatbehandlinger.
Overlevelsesprocenten afhænger af mange forskellige faktorer, men de mest kendte risici er:
Dårlig mundhygiejne, dårligt immunsvar, rygning, tendens til paradentose, dårlig kvalitet og kvantitet af knogle, korte implantater, overbelastning på grund af hårdt bid og udeblivelse fra kontrolbesøg.